Skolehaven – Østermarkskolen

Her kan du følge og læse om udviklingen af vores skolehave på Østermarkskolen og al den læring til følge.

Vi kalder projektet for “Spis din skole”, som er et projekt med mange facetter.

Hvordan driver vi haven?

En have passer ikke sig selv – og to tosset lærere kan heller ikke gøre det på en stor skole med godt og vel 700 elever.

Da skolereformen blev trumfet i gennem, skulle der tilbydes lektiehjælp og faglige fordybelse som en del af undervisningen. Det gør vi på Østermarkskolen ved, at der tilbydes 3 ugentlige timer med lektiehjælp og faglig fordybelse. Den ene af disse 3 ugentlige timer er en time, hvor eleverne (for en 10 ugers periode) selv vælger sig ind på forskellige og alternative værksteder på mellemtrinnet og i udskolingen. Her kan eleverne fordybe sig i alternative og specielle læringsnicher. Vi bruger således skolens køkkenhave som et værksted i faglig fordybelse. Her har vi et hold på mellemtrinnet og et i udskolingen. Disse hold kommer til at stå for vedligehold af køkkenhaven + en masse forskelligt byggeri med en masse fagligt indhold. Men fokus bliver på at få eleverne ud og få noget jord under neglene.

Målgrupper

En skolehave kan beskæftige og give ualmindelig mange læringsmuligheder. Her følger de ting, som vi vil arbejde med. Smid endelige en kommentar i bunden, hvis du har et godt forslag!

  • Faglige fordybelseshold – 2 timer ugentligt, fordelt på mellemtrinnet og i udskolingen.
  • Madkundskab → Fra jord til bord. Hvordan dyrker vi en gulerod, høster den og tilbereder den?
  • Madkundskab → Selvforsyning; hvordan kan vi bruge de råvarer, som er lige omkring os? Tankegangen bygger på Nyt Nordisk Køkken. Undervisningen i madkundskab på Østermarkskolen bliver mere og mere sæsonbestemt. Dette er en proces, som vi arbejder på hele tiden. Vi er ikke helt hellige ift. konceptet endnu. Men fx arbejder vi med æbler i september, da æblerne her er gode høstes her omkring osv.
  • Natur/teknologi → Dyrkningsforsøg.
  • Biologi → Udvikling af biotoper i skolehaven, arbejde med biodiversitet, dissektion, generelle forsøg.
  • Geografi → Jordbundsanalyser.
  • Fysik/kemi → På sigt skal vi have solceller og vindmøller op i haven, hvor vi kan trække data til analyse af bæredygtig energi

De sidste tre fag er udskolingens naturfaglige fag, som eleverne skal til prøve i. I skolehaven kan eleverne samle en masse data og empiri, som kan anvendes til prøven.

Som du sikkert kan se, er der mange muligheder med en skolehave!

Fra jord til bord – madkundskab

Hvor kommer maden fra?

Det er eleverne ofte meget uforstående over for, eller ved meget lidt om det. Også selv om at nogen måske vil sige, at Aars ligger lidt ude på landet.

Hvad kræver det og hvor meget arbejde skal der til for at få en gulerod eller kartoffel?

I madkundskab vil vi arbejde endnu mere ud fra konceptet ”Fra jord til bord”. Derfor vil vi anlægge en køkkenhave, som giver os mulighed for at arbejde råvarerne lige fra jord, ind i køkkenet, til bordet og ind i munden. Umme. Eleverne skal opnå kendskab i hele fødevarens kæde fra jorden og til den bliver tilberedt i klassen.

Selvforsyning bliver vigtigere og vigtigere for fremtiden. Hvorfor skal vi flyve eller sejle råvarer ind fra alverdens verdenshjørner, når vi i Danmark har nogle fantastiske umme-umme-råvarer? Dermed ikke sagt at du ikke må spise bananer, meeen… Vi vil oplyse eleverne herom og have dem til at tage stilling til deres forbrug.

Men hvad kræver det?

Her får vi som skole en super mulighed for at vise dette helt fysisk på skolen.

Faglig fordybelse

Som tidligere nævnt har skolereformen haft et formål om at skabe lektiehjælp og faglige fordybelse som en del af undervisningen. Disse hold giver eleverne mulighed for at opleve en helt anderledes vinkel på skolegang. De får mulighed for at komme lidt væk fra bøgerne. Og let face it, det er ikke alle elever, som er tossede med at sidde med næsen i bøger. Der er mennesker, som er gode med deres hænder og som kan gøre sig kreative tanker et helt andet sted end et klasselokale. Det er noget med at der skal være plads til alle i den danske folkeskole. De kalder det vist nok rummelighed og inklusion;-).

Vores skolehave bliver en læringsniche, eleverne kommer til at holde køkkenhaven, bygge højbede, minimarker, espalier, dyrke planter og grøntsager, samt skabe miljø- og bæredygtige tiltag på skolen. Eleverne skal med deres arbejde, inspirere skolens andre elever til at tænke over deres handling, da disse som oftest har en miljømæssig konsekvens på en eller anden måde.

Og så kommer eleverne ud og få noget jord under neglene.

 

Natur/teknologi

I faget natur/teknologi skal der gives viden om forskellige jordbundstyper/viden om mineraler og gødning. Der skal laves afprøvning i praksis hvilke grøntsager trives i hvilken type jord.

Eksempler: Knoldbakterier – afgrøde skrifte. Hvilke grøntsager afgiver naturlig nitrat til jorden.

Hvad sker der med jorden hvis vi tramper på den? Hvad kan regnorme gøre for jordens porøsitet?

Hvad sker der hvis vi mørklægger jorden og vil dyrke ærter?

Som en del at køkkenhaven, skal der være nogle arbejdsborde, hvor eleverne kan arbejde ud fra ovenstående eksempler (learning by doing).

 

Biologi & natur/teknik

Biologi som fag vil hovedsageligt komme til at arbejde i det lille udelaboratorium, som bliver en del af køkkenhaven. Undervisningen skal rykkes udendørs, således eleverne får biologi under neglene. Dette er med til, at eleverne får en mere realistisk oplevelse af bl.a. planteliv – vedligehold, pleje og udvikling. Eksempelvis: Knoldbakterier, afgrøde skifte – hvilke planter afgiver naturlig nitrat til jorden – læring om naturens kredsløb. Udelaboratoriet skal desuden bruges til dissektion af fx fisk.

Undervisningen bliver dermed mere motiverende, da der kommer en større variation i mulighederne for elevaktiverende undervisning.

Slutteligt er målet, at eleverne får ejerskab ift. materiale og til at passe på området – mere ansvarsbevidste og engagerede elever.

 

Budget, reklame & hjælp

Tænker du, at dette lyder som et godt projekt?

Vi søger al den hjælp vi kan få, såvel økonomisk som ideer og materialer til haven. Hvis du skulle være interesseret i at bidrage på hvilken som helst måde, kan du skrive i kommentarfeltet eller maile os.

Vi vil kreditere projektet via denne madkundskabs- og undervisningsblog www.domesticscience.net. Her kommer der til at ligge opgaver og små faglige artikler med relation til køkkenhaven. Skal du have et lille banner op på bloggen?

Skolen har selv investeret i et hegn, som afgrænser haven, således at haven får ro og fred uden for skoletid. Der ud over har vi et lille fagbudget, som dækker materialer, frø, planter og redskaber osv.

XkhU8O0STnq50lNEEYmbwQ
Således starter vi. En grøn og bar plet på Østermarkskolen.
Reklamer