Eventyret om karbonaden, paneringen og den lille grønne ært

I dag skal du høre et lille eventyr om en gammel dansk tradition i køkkenet. Du skal læse om den gode gamle karbonade og dens trofaste følgesvende, paneringen og den lille grønne ært.

Eventyret er nok ikke så eventyrteoretisk korrekt, men læner nok mere sig op af Rune T. Kidde genren.

Der var engang en karbonade, en panering og en lille grøn ært. De blev til i et lille kongerige mod nord, som hed Danmark. Karbonaden kom fra et svin (-ekød), og Ærten var en grøntsag. Sammen mødte de Paneringen. Tilsammen var de en uovervindelig trio, som skulle komme til at præge landets traditioner i mange mange år frem.

Karbonaden, eller Krebinetten som den også blev kaldt i dele af kongeriget, var en samling kød lavet af hakket kalve- og svinefars. Den kunne enten være lavet 100 % af hakket svinefars eller af 50 % hakket svinefars og 50 % hakket kalvefars. Kongeriget var meget splittet i sin opfattelse af Karbonaden og Krebinetten. Man kunne ikke kende forskel på de to spiser, hvilket skabte store uroligheder i kongerigets køkkener. Karbonaden dragede derfor, på eventyr, ud i det danske land for at finde sit sande jeg.

Her mødte Karbonaden Paneringen, som senere blev Karbonadens bedste ven. Paneringen havde mange kvaliteter som en ven. Paneringen var god til at vende fødevarer i, fordi Paneringen mindskede udtørring af kødet. Dernæst gav Paneringen også sin ven mere smag og sprødhed. Derfor blev Paneringen også senere gode venner med en fiskefilet og de østrigske wienerschnitzler.

Paneringens specielle evne var, at råvarer blev vendt i mel og derefter i pisket æg. Herefter vendte Karbonaden sig i rasp, som var gammelt tørret brød, der var meget fint knust. I det kunne karbonaden godt lide at vende sig i. Så fik karbonaden en dejlig, lækker og sprød skorpe, når den lå i lunt smør på den varme pande. Karbonaden blev så utrolig smuk, når den fik en dejlig gylden farve.

De to kompagnoner dragede videre i kongeriget, hvor de mødte den lille Ært. Den var de umodne frø af planten Almindelig Ært. Det var altid vigtigt, at den lille Ært til konsum blev høstede på det rigtige tidspunkt. Hvis den blev plukket for tidligt, blev bælgene ikke fyldt op, og blev den høstede et par dage for sent, blev Ært hård og melet.

Den almindeligst dyrkede Ært til friskkonsum var Marv-ærterne, som var kendetegnede ved at have store bløde frø (ærter), som var omsluttede af bælg med sej hinde.

Men pludselig kom to andre typer ærter, sukkerærten og slikærten,  som blev ret populære. De blev kaldt “mange tout”-ærter, som på fransk betød, at alt kunne spises. Sukkerærten blev ofte forvekslet med slikærten, da både sukkerærten og slikærten manglede den seje hinde, som almindelige marv-ærter ikke havde. Derfor kunne hele bælgen spises. Sukkerærten var fladbælget og blev høstede før ærten begyndte at svulme. Slikærten var rundbælgede med kødfulde tykke bælgvægge og blev først plukket, når bælgen er fyldt.

Den lille Ært blev bange for at Karbonaden og Panering ej mere ville lade den være deres følgesvend. Men Karbonaden, Paneringen og de 3 typer ærter fandt en løsning. Sukkerærten og Slikærten fandt gode pladser i salater i kongeriget, mens den lille Ært forblev trofast følgesvend med Karbonaden og Paneringen. Faktisk fandt den lille Ært ud af, at den var et super tilbehør til Karbonaden og Panering, hvis den kom i en opbagt sauce med den søde Gulerod.

Nu om dage dyrkes den grønne Ært i alle verdensdele med kongerigerne USA og England, som de største producenter.

Kongeriget Danmark har nu om dage en stor produktion af den grønne ært til konserves (på dåse) og frost og er sammen med det øvrige Skandinavien verdensberømte for den gode kvalitet. Dette skyldes især det kølige sommerklima, som folket ofte beklager sig over, men som var ideelt til den lille grønne ært.

Mod slutningen af Karbonadens rejse, fandt kongeriget ud af, at Karbonaden slet ikke var en Krebinette. Kongeriget Danmark fandt ud af, at Kabonaden var som den var – dejlig rund. Det viste sig, at Krebinetten var en oval venlig fætter fra øen Sjælland, som også bestod af flødeopblødte brødstykker i sig. 

Og således levede Karbonaden, Paneringen, den lille grønne Ært og Guleroden lykkeligt til deres dages ende – i maven på en masse skoleelever…

Reklamer

En kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s